Et lille latent gråvejr

Dette indlæg er skrevet for, og udgivet hos My Daily Space

Som et lille latent gråvejr – gemt af vejen bagerst i min bevidsthed – der sidder den, ensomheden.  Den er svær at få øje på – både for andre og mig selv, og det er egentlig heller ikke fordi at det gør noget at den er der. En dag kan jo sagtens være skøn selvom det, fjernt ude i horisonten, ligner at det trækker op til regn, ikke sandt? Men når det så er sagt så er det heller ikke vildt fantastisk. At være ensom. Og det er jeg. Midt i alt virvaret, og blandt en masse mennesker går jeg og føler mig en smule ensom.

Jeg kender følelsen. Den har fulgt mig gennem hele livet. Den er velkendt, og måske endda en smule tryg. I en meget tidlig alder, valgte jeg ensomheden. Jeg valgte ensomheden i frygten for ikke at passe ind i fællesskabet. Jeg har altid følt mig anderledes, overbevist om at ingen ville kunne forstå mig for så senere at finde ud af at jeg er præcis ligesom alle andre. Det ved jeg nu men ensomheden er her altså stadig.

Og den er svær at få øje på, og måske er den netop det fordi den ikke sidder et helt konkret sted. Den er der bare – tager en lille men gennemsyret del i det hele. Jeg føler mig mest ensom sammen med andre mennesker. Forleden dag havde jeg besøg af noget familie, og der sad vi – rundt om bordet en søndag formiddag med varm kaffe og kage fra den økologiske bager – og havde den mest uvedkommende og overfladiske samtale, at jeg næsten ikke kan tro det. Vi snakkede om vejret, den økologiske kage og kuvertprisen med eller uden folkedans til et bryllup jeg ikke skal til. Og det gør mig ked af det. Det gør mig ensom. At bekendtskaberne i mit liv er gennemsyret af høflighed og smalltalk, og at folk bliver tavse eller skifter emne hvis man svarer ærligt på det tvungne spørgsmål: hvordan går det.

Nu generaliserer jeg naturligvis en smule. Det er ikke alle mine bekendtskaber som er således men det er nu alligevel en del. Og selvom det højtravende singleliv også var ensomt så føler jeg mig mere ensom nu – altså nu hvor jeg har slået mig ned og fået mig en lille familie. Ensomheden er ikke i min lille familie. Jeg har en dejlig mand som lytter og som altid gør sit bedste for at forstå, og sammen har vi en datter som jeg kysser godmorgen og godnat hver eneste dag. Jeg føler mig så heldig. Ensomheden findes rundt om os, i følelsen af at mennesker vi har kær fortsætter uden os, i følelsen af ikke at have nogle at dele det hårde men også det helt fantastiske med. Ensomheden findes i det faktum at ”en hurtig kop kaffe efter arbejde” er det primære grundlag for en aftale med menneskeheden. En halv times høflighed og smalltalk – værsgo. Vi ses igen om nogle måneder. Det gør mig ensom.

Og jeg er til tider en smule bitter og smålig, og synes at det er alle andres skyld men det er også min egen skyld for jeg trækker mig tilbage. Jeg vil hellere være ensom alene end sammen med andre. Da jeg fik min datter for halvanden års tid siden, kom jeg med i en mødregruppe. Man kan naturligvis ikke forvente dybe og vedkommende samtaler med mennesker, man endnu ikke kender men vi var trods alt i samme båd, ikke? Første gang jeg nævnte, at jeg var træt og overvældet af min nye rolle som mor, blev der helt stille indtil der var en der foreslog om vi ikke skulle have noget mere kaffe. Jeg meldte mig lige så stille ud af gruppen. Jeg valgte ensomheden endnu en gang for sandheden var, at jeg virkelig havde brug for et netværk med andre nybagte mødre men jeg havde slet ikke brug for at føle mig anderledes og ude af fællesskabet og normen af hvad man burde føle, og hvad man burde snakke om. For aldrig har jeg følt mig så ensom selvom jeg var en del af en gruppe.

Men jeg altså ikke bedre selv. Jeg glemmer også at skrive at skrive til mine venner og jeg glemmer også at besøge min familie. Jeg falder også i smalltalkfælden, og jeg fortæller glædeligt mine nærmeste om den otte-retters menu jeg fik forleden når jeg i virkeligheden kunne fortælle, om fødselsdepression og hvordan jeg helskindet er kommet ud på den anden side, eller huske at spørge ind til min venindes knuste hjerte. Og hermed siger jeg naturligvis ikke at vi kun skal snakke om de helt tunge emner når vi søndag formiddag sidder rundt om bordet og drikker kaffe men vi bliver nødt til at skabe et rum hvor der er plads til at snakke om de ting som i virkeligheden går og berøre en. Jeg glemmer at sandsynligheden for at en af de personer, som jeg holder så inderligt af, også føler dette lille latente gråvejr bagerst i bevidstheden, er stor. For ligesom at ensomhed ofte opstår blandt andre mennesker, er der også det en lille smule paradoksale faktum at man langt fra er alene om at være ensom. Jeg skal undgå at komme ind på en længere analyse af dagens samfund men jeg tror at det går lidt for stærkt nogle gange, og jeg tror at vi med fordel kan øve os på at stoppe op, lytte og prøve at forstå de mennesker vi har omkring os. Jeg tror, at vi skal øve os i at være til stede, og vi skal øve os i den vedkommende samtale – forsøge at dele lige så vel som at forsøge at give plads og rum til andre kan dele.

Jeg tror, at alle vil føle sig ensomme på et, og højst sandsynligt flere tidspunkter i løbet af deres liv, og for mit eget vedkommende så tror jeg at min ensomhed vil blive ved med at komme og gå i tide og i utide men den skulle bare nødig gå hen og blive en trofast følgesvend, vel?

Reklamer

2 thoughts on “Et lille latent gråvejr

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s