Ensomhed

Mange har forsøgt at forberede mig på at den ville komme. Ensomheden. Jeg har taget det med et gran salt når folk har nævnt det for mig som en konsekvens ved at få børn, og jeg tager det stadig med et gran salt nu hvor den er her – altså ensomheden.

Der er mange aspekter af livet på barsel. Først og fremmest, elsker jeg at være på barsel, og jeg hader følelsen af at tiden løber fra os og at jeg snart bliver nødt til at tage stilling til det faktum at min datter skal starte i vuggestue. Jeg nyder at gå hjemme med min datter, og jeg vil ønske at jeg havde muligheden for at forlænge min barsel – bare en smule. Men det er altså, til tider, også ensomt at gå herhjemme og nogle dage, tager jeg mig selv i at kigge længselsfuldt på uret i håb om at snart er tid til at min kæreste kommer hjem fra arbejde. For voksent selskab, det får jeg altså ikke så meget af for tiden. Jeg får faktisk så lidt at det gør mig glad helt nede i maven når en fremmed siger godmorgen til mig når jeg er ude på min daglige morgentur med en sovende Frigg i barnevognen. Og ligeledes frustrerer det mig en smule når jeg møder de samme mødre med deres rullende barnevogne hver eneste dag, og de nærmest anstrenger sig for ikke at få øjenkontakt med mig når vores veje passerer hinanden.  For vi har jo alle travlt med vores eget, og man skulle nødig falde i snak med en fremmed men jeg tror simpelthen ikke på at jeg er den eneste der synes de barnevognsture nogle gange er lidt kedelige. En gammel ven fortalte mig at da hun gik hjemme på barsel gik hun til bageren og købte en kage hver eneste dag bare for at have et mål for dagen. Med tiden begyndte hun at købe to kager i stedet for den ene da hun var bange for at den unge ekspedient i bageren skulle gennemskue hendes ensomhed. Det er lidt trist, synes jeg.

Ligeledes er der sket det at jeg har fået et seriøst tilfælde af ammehjerne. Jeg finder det simpelthen så let at snakke om min datter og alt det hun gør, og jeg finder det så svært at snakke om alt det andet – alt det som ikke omhandler min baby. Det falder mig ikke længere naturligt at snakke om politik, kultur og hvem scorede hvem sidste nat, og det frustrerer mig lidt at jeg ikke bare kan snakke med som i gamle dage. Men intet er længere som i gamle dage. Jeg er mor nu – Friggs mor, og det faktum har på sin vis revideret mit forhold til alt andet i mit liv. Mit liv er en hel del anderledes nu og måske er det der ensomheden i virkeligheden opstår. Jeg tror ikke helt at jeg har fundet ud af hvordan jeg skal være veninde, kæreste og datter nu hvor jeg også er mor, og måske har mine omgivelser heller ikke helt gennemskuet det endnu.

Men jeg tager altså ikke denne ensomhed så tungt for jeg tror, at det i bund og grund bare handler om at finde forfæste igen, og indtil da må jeg jo bare “nøjes” med at være den stolteste mor i verden.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s