Jeg ved bedst

Da jeg gik ud ad dørene på Hvidovre Patienthotel med min nyfødte datter i armene, må jeg have været den stolteste kvinde i verden. Jeg var stolt over min datter, jeg var stolt over mig selv og jeg var stolt på hele mit køns vegne for at være i stand til at gøre noget så fantastisk som at bringe et nyt liv til verden. Nu har jeg været mor til den dejligste pige i knap fire måneder og jeg er stadig stolt men ikke på den samme uovervindelige løvinde-agtige måde.  Tværtimod. Jeg føler mig faktisk en smule knækket på selvtilliden.

Det begyndte egentlig allerede da jeg var gravid. Før jeg gik på barsel, studerede jeg på læreruddannelsen og samtidigt, arbejdede jeg i en vuggestue. På studiet fik jeg lov til at have min graviditet for mig selv hvilket nok, til dels, skyldtes at der ikke var andre på mit hold som var eller havde været gravide. Der kunne jeg stolt fortælle mine studiekammerater om det lille voksende væsen i min mave og alt det der hører sig med mens de lyttede nysgerrigt uden noget behov for at udfordre mig på mit ord. På arbejdet var sagen lidt en anden.  I vuggestuen arbejdede jeg, selvsagt, med mødre som alle havde oplevet en graviditet på egen krop og det samme havde de fleste af mine kvindelige kollegaer og der gik ikke en dag uden jeg fik et ”godt råd” med på vejen. Jeg følte det lidt som om jeg var trådt ind på et territorium hvor jeg endnu ikke helt var velkommen. Jeg følte mig tvangsindlagt til at lytte til dårlige råd og helt forfærdelige skrækhistorier om hvad der kunne ske med mit barn hvis jeg gjorde eller ikke gjorde sådan og langsomt, var det som om jeg mistede ejendomsretten over min egen graviditet til de kvinder omkring mig som syntes at vide bedst – de havde jo trods alt prøvet det på egen krop, og de gode råd og røverhistorierne er bestemt ikke blevet færre efter mit barn er kommet til verden.

Da min datter var to uger gammel, var vi ude og køre med bus. Min datter, som sover i sin barnevogn, vågner og jeg tager hende op og sætter mig med hende i mine arme hvorefter en mand fortæller mig at jeg burde tilsidesætte mine egne behov lidt og lade være med at tage på tur med sådan en lille en. Jeg mærker min mave trække sig sammen og tårerne presse sig på mens jeg, en stor undskyldning for mig selv, forklarer ham at jeg skal have hende til undersøgelse på Hvidovre Hospital og derfor bliver nødt til at tage bussen. Jeg skulle have bedt ham om at holde sin kæft, det ved jeg godt men det gjorde jeg desværre ikke. I stedet lod jeg hans ord ramme mig og der gik lang tid før jeg bevægede mig ud igen. Første gang, jeg ammede min datter offentligt bliver en mand så stødt at han rejser sig og går sin vej mens han mumler meget grimme ting – lige højt nok til at jeg kan høre det. Han var en idiot men også hans ord ramte mig og jeg er, igen, en stor undskyldning for mig selv, når jeg nu sætter mig ude på kundetoilettet for at give min datter mad. Ligesom det rammer mig når menneskerne omkring mig griner af mig, fortæller mig at jeg griber det helt forkert an, og at ”sådan gjorde vi det bestemt ikke med vores Magnus” når jeg går Københavns gader tynde for at min datter kan falde i søvn. Jeg er så træt af at høre mig selv undskylde på egne vegne.

Det eneste der kan gøre dig til en bedre mor end du allerede er, vil være hvis du selv tør tro på det” sagde min kæreste til mig forleden dag og han har ret. Min selvtillid som mor er svækket men det skal være nok. Jeg ved at jeg gør det så godt som jeg overhovedet kan, og jeg er sikker på at det er tilfældet for de fleste mødre men min datter er min datter – og jeg ved bedst!

Reklamer

3 thoughts on “Jeg ved bedst

  1. Det er både fantastisk og med en knugen i maven, at læse dit blog indlæg om starten på din rejse som mor. Jeg synes at det er rigtig fedt at få øjnene åbnede for en verden, man intet ved om – og hvor er det ærgeligt at høre, hvor lidt plads, nogen folk giver.

    Som du selv siger, skal du ikke undskylde for dig selv, eller din gøren. Der er ikke andet at gøre end at stå ved sin ret! Samfundet ændrer sig ikke over én dag, men med lidt samarbejde, kan vi i hvert fald ændre den lidt for lidt 🙂

    Du er pisse stærk, og uden tvivl en fantastisk mor. Det må du aldrig lade dem få dig til at tvivle på!

    Kys og kærlige tanker // Sarah Tenna

    Like

    1. Kære Sarah.
      Tak fordi du læste med og jeg er glad for at det kunne gøre noget for dig.
      Det har hjulpet mig meget at skrive det og alle de fine kommentarer ikke mindst.
      Mange tak for ord – du har ret. Man må tro på sig selv!
      Knus og kram fra Freja

      Like

  2. Kære Freja og Jonas. Det glædede os meget at læse din fantastiske fortælling. Det er virkeligt flot på den måde at skrive om de problemer, som andre mennesker mere eller mindre bevidst udsætter andre for. Vi føler det har gjort dig stærkere til at møde lignende situationer. Det er i hvert flad ikke dig, som er problemet. Kærlig hilsen fra Olderne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s