Gravid for anden gang

Som den opmærksomme læser, nok har bemærket så er jeg gravid. Jeg er gravid med vores andet barn. Som den opmærksomme nok også har samlet op på så har vi en datter i forvejen, som fylder to år til jul og selvom hun alle tider, efter vi lige var kommet os over chokket naturligvis, har været et ønsket barn så var det en svær graviditet. Ikke fordi jeg led af særlige graviditetsgener men jeg synes at det var rigtigt svært at være gravid.

Jeg blev gravid med vores datter kun tre måneder efter vores første møde en sen nattetime på Nørrebro. Det var alt andet end planlagt, men vi vidste med det samme at det var det vi ville. Selvfølgelig havde vi vores tvivl og bekymringer men aldrig på hinanden, og aldrig om vi skulle gennemføre graviditeten. Der må være en mening med galskaben, grinte vi til hinanden da vi forlod lægen for første gang. Og det må man sige at der var.

Men lægen satte spørgsmålstegn ved det – var det nu en god ide når vi var så unge og kun lige havde mødt hinanden? Vores forældre var skeptiske – naturligvis. De havde kun lige hørt om den her potentielle kæreste og nu skulle vi lige pludselig have et barn. Mange omkring os satte spørgsmålstegn ved det, og nogle af mine venner gjorde det ret klart at de var et andet sted i deres liv, og hvis det var det jeg ville så måtte det være uden dem.

Og det var det jeg ville. Jeg har aldrig været så sikker på noget men de store pludselige forandringer i tilværelsen, og alle de mange meninger om min graviditet gjorde mig usikker. Sådan helt i gennem usikker. De første mange måneder af min graviditet følte jeg at jeg skulle forsvare mig og vores valg – både for andre og mig selv. Jeg følte, at jeg ikke havde samme ret til at være gravid som andre fordi omstændigheder var som de var, og det tankesæt satte sig fast. Al min lykke og alle de varme forventninger blev noget jeg kun turde udtrykke til min kæreste.
Jeg har kun ganske få billeder fra min sidste graviditet, tre for at være præcis, og de er alle grynede og taget nogle sene aftener på et mobilkamera. Min kæreste prøvede mange gange forgæves at overtale mig til at forevige maven. Den var så smuk men jeg var så forbandet usikker. Jeg har aldrig, et eneste sekund, tvivlet på Frigg men jeg er så ked af at jeg tvivlede så meget på mig selv. At jeg ikke undte mig selv at være glad og stolt. At blive mor har vendt op og ned på mit liv, og jeg er hver eneste dag overvældet af kærligheden til min datter og min kæreste, og nu skal vi være forældre til to.

Heller ikke denne gang var det planlagt men det var heller ikke uplanlagt. Det skete bare og der må være en mening med galskaben. Jeg er så glad og stolt, og det vil jeg ikke lægge skjul på denne gang.

Reklamer

En forsvarsmekanisme

Jeg har altid følt mig anderledes. Jeg tænker, at alle på et eller flere punkter føler sig anderledes fra andre fordi vi netop er forskellige, og gudskelov for det. Men nogle gange har jeg altså spurgt mig selv om der mon er noget galt med mig, og jeg har undret mig over hvorfor jeg ikke lader til at fungere som de fleste.

Jeg er en menneskekender. Og især som barn var jeg meget berørt af andres humør. Mit humør var nærmest helt afhængigt af menneskerne omkring mig. Hvis noget ikke var som det skulle være, kunne jeg straks mærke det. Jeg græd i dage da min klasselærer blev skilt, og ligeså da min veninde fra børnehaven brækkede armen. Jeg var ikke særlig gammel da jeg sad hos skolepsykologen første gang. Min mor var bekymret, og så på den anden side overhovedet ikke. Hun har altid fortalt mig, at det er noget af det hun beundrer mest ved mig. Min evne til at sætte mig i andres sted.  Jeg har altid følt meget og mine klassekammerater i skolen spurgte mig tit hvorfor jeg græd så meget. Det gør ikke noget for jeg griner også meget, foreslog min far mig at svare når de spurgte. Og det gjorde jeg så for det er helt rigtigt. Jeg har altid både grædt og grint meget. Det er ikke altid nemt men jeg ville ikke være det foruden.

Men det der i virkeligheden går mig på er min frygt for at andre ikke kan lide mig. Når jeg tænker rationelt over denne frygt så er den egentligt lidt fjollet for jeg kan ikke komme i tanke om hvornår jeg sidst har oplevet at en person decideret ikke kunne lide mig. Dette skulle da lige være tilbage på fritidshjemmet hvor jeg fik et kærestebrev fra ham den søde Stefan fra parallelklassen, som skolens populære pige synes hun skulle have haft. Men jeg frygter det – hele tiden, og det er virkelig en hæmsko – også i mit voksenliv.

Det plager mig og det har svækket min evne til at få nye venner, og jeg ved jo egentlig godt hvorfor det er sådan. Jeg har et par venner.3 dejlige veninder for at være præcis. De er virkelig skønne, og går alle flere år tilbage men jeg er ikke en del af deres vennekreds. Jeg er hende veninden på siden som ikke kender nogle af de andre, og sådan har det altid været. Jeg har aldrig været særlig god til at være en del af en gruppe og har det været tilfældet så har jeg trukket mig hurtigt tilbage. Det har føltes tryggere for mig at være alene.

Og igen, er det en smule fjollet for jeg vil rigtigt gerne have venner, og jeg kan virkelig godt lide at have folk omkring mig og når det kommer til stykket så synes jeg faktisk også at jeg er en god ven. Når jeg altså lige tillader mig selv at være det. Men det er blevet sværere for mig som voksen fordi denne forsvarsmekanisme har sat sig fast. Det er blevet en vane at holde mig for mig selv i frygt for at andre ikke vil kunne lide mig, og jeg har mere eller mindre accepteret at det er sådan men jeg har ikke lyst til bare at acceptere det. Rent rationalt, er jeg klar over at disse mekanismer ikke har noget med sandheden at gøre, og jeg har lyst til at udfordre det. Så kære du, som inviterede mig forbi til kaffe – vil du ikke nok spørge mig igen? Og du, som ville ud og trille med barnevognen – spørg mig igen! Jeg lover at sige ja for det er i virkeligheden det jeg har lyst til.

Et lille latent gråvejr

Dette indlæg er skrevet for, og udgivet hos My Daily Space

Som et lille latent gråvejr – gemt af vejen bagerst i min bevidsthed – der sidder den, ensomheden.  Den er svær at få øje på – både for andre og mig selv, og det er egentlig heller ikke fordi at det gør noget at den er der. En dag kan jo sagtens være skøn selvom det, fjernt ude i horisonten, ligner at det trækker op til regn, ikke sandt? Men når det så er sagt så er det heller ikke vildt fantastisk. At være ensom. Og det er jeg. Midt i alt virvaret, og blandt en masse mennesker går jeg og føler mig en smule ensom.

Jeg kender følelsen. Den har fulgt mig gennem hele livet. Den er velkendt, og måske endda en smule tryg. I en meget tidlig alder, valgte jeg ensomheden. Jeg valgte ensomheden i frygten for ikke at passe ind i fællesskabet. Jeg har altid følt mig anderledes, overbevist om at ingen ville kunne forstå mig for så senere at finde ud af at jeg er præcis ligesom alle andre. Det ved jeg nu men ensomheden er her altså stadig.

Og den er svær at få øje på, og måske er den netop det fordi den ikke sidder et helt konkret sted. Den er der bare – tager en lille men gennemsyret del i det hele. Jeg føler mig mest ensom sammen med andre mennesker. Forleden dag havde jeg besøg af noget familie, og der sad vi – rundt om bordet en søndag formiddag med varm kaffe og kage fra den økologiske bager – og havde den mest uvedkommende og overfladiske samtale, at jeg næsten ikke kan tro det. Vi snakkede om vejret, den økologiske kage og kuvertprisen med eller uden folkedans til et bryllup jeg ikke skal til. Og det gør mig ked af det. Det gør mig ensom. At bekendtskaberne i mit liv er gennemsyret af høflighed og smalltalk, og at folk bliver tavse eller skifter emne hvis man svarer ærligt på det tvungne spørgsmål: hvordan går det.

Nu generaliserer jeg naturligvis en smule. Det er ikke alle mine bekendtskaber som er således men det er nu alligevel en del. Og selvom det højtravende singleliv også var ensomt så føler jeg mig mere ensom nu – altså nu hvor jeg har slået mig ned og fået mig en lille familie. Ensomheden er ikke i min lille familie. Jeg har en dejlig mand som lytter og som altid gør sit bedste for at forstå, og sammen har vi en datter som jeg kysser godmorgen og godnat hver eneste dag. Jeg føler mig så heldig. Ensomheden findes rundt om os, i følelsen af at mennesker vi har kær fortsætter uden os, i følelsen af ikke at have nogle at dele det hårde men også det helt fantastiske med. Ensomheden findes i det faktum at ”en hurtig kop kaffe efter arbejde” er det primære grundlag for en aftale med menneskeheden. En halv times høflighed og smalltalk – værsgo. Vi ses igen om nogle måneder. Det gør mig ensom.

Og jeg er til tider en smule bitter og smålig, og synes at det er alle andres skyld men det er også min egen skyld for jeg trækker mig tilbage. Jeg vil hellere være ensom alene end sammen med andre. Da jeg fik min datter for halvanden års tid siden, kom jeg med i en mødregruppe. Man kan naturligvis ikke forvente dybe og vedkommende samtaler med mennesker, man endnu ikke kender men vi var trods alt i samme båd, ikke? Første gang jeg nævnte, at jeg var træt og overvældet af min nye rolle som mor, blev der helt stille indtil der var en der foreslog om vi ikke skulle have noget mere kaffe. Jeg meldte mig lige så stille ud af gruppen. Jeg valgte ensomheden endnu en gang for sandheden var, at jeg virkelig havde brug for et netværk med andre nybagte mødre men jeg havde slet ikke brug for at føle mig anderledes og ude af fællesskabet og normen af hvad man burde føle, og hvad man burde snakke om. For aldrig har jeg følt mig så ensom selvom jeg var en del af en gruppe.

Men jeg altså ikke bedre selv. Jeg glemmer også at skrive at skrive til mine venner og jeg glemmer også at besøge min familie. Jeg falder også i smalltalkfælden, og jeg fortæller glædeligt mine nærmeste om den otte-retters menu jeg fik forleden når jeg i virkeligheden kunne fortælle, om fødselsdepression og hvordan jeg helskindet er kommet ud på den anden side, eller huske at spørge ind til min venindes knuste hjerte. Og hermed siger jeg naturligvis ikke at vi kun skal snakke om de helt tunge emner når vi søndag formiddag sidder rundt om bordet og drikker kaffe men vi bliver nødt til at skabe et rum hvor der er plads til at snakke om de ting som i virkeligheden går og berøre en. Jeg glemmer at sandsynligheden for at en af de personer, som jeg holder så inderligt af, også føler dette lille latente gråvejr bagerst i bevidstheden, er stor. For ligesom at ensomhed ofte opstår blandt andre mennesker, er der også det en lille smule paradoksale faktum at man langt fra er alene om at være ensom. Jeg skal undgå at komme ind på en længere analyse af dagens samfund men jeg tror at det går lidt for stærkt nogle gange, og jeg tror at vi med fordel kan øve os på at stoppe op, lytte og prøve at forstå de mennesker vi har omkring os. Jeg tror, at vi skal øve os i at være til stede, og vi skal øve os i den vedkommende samtale – forsøge at dele lige så vel som at forsøge at give plads og rum til andre kan dele.

Jeg tror, at alle vil føle sig ensomme på et, og højst sandsynligt flere tidspunkter i løbet af deres liv, og for mit eget vedkommende så tror jeg at min ensomhed vil blive ved med at komme og gå i tide og i utide men den skulle bare nødig gå hen og blive en trofast følgesvend, vel?

Fornuft

 

Processed with VSCO with a9 preset

Jeg har været virkelig længe om det. Jeg har været tre uger om at sende denne ansøgning afsted, og det er på trods at der kun skulle krydses ja/nej i nogle bokse, og udfyldes nogle praktiske felter om skolebaggrund og erhvervserfaring. Det kunne have taget to minutter men det tog mig tre uger.

Jeg har søgt ind før for nogle år tilbage. Dengang tog det mig kun de to minutter at udfylde og få sendt ansøgningen afsted. Jeg modtog et brev om optagelse, nogle få dage før jeg også modtog et brev om optagelse på lærerstudiet. Selvom jeg inderst inde godt vidste hvad jeg ville, så anede jeg ikke mit levende råd, og jeg lod helt være med at tage stilling til det – lige indtil kun få dage før studiestart. Jeg tog det sikre valg. Det valg som ingen ville rynke på næsen af. Den, for mig, mindste udfordring. Jeg tog det oplagte valg, og startede på lærerstudiet.

I kender efterhånden historien, og jeg vil prøve at spare jer for detaljerne. Sagen er, at jo tættere jeg kom på målstrengen på det studie, jo mere ondt i maven fik jeg. I tre år lod jeg mig drive af min fornuft, lige indtil jeg blev mor og fornuft fik en hel anden betydning for mig. Fornuft var alt det man burde. Det ville være fornuftigt at støvsuge, at tage opvasken med det samme og ikke lade den stå, det ville være fornuftigt at ordne vasketøj oftere end hver tredje uge, og det ville være fornuftigt at få sig en uddannelse så man kan få sig et job og tjene nogle penge.  Det var fornuft i min optik, og det er det til en vis grad stadig men for mig at se er det mest fornuftige først og fremmest, at følge sin mavefornemmelse. At stole på sin intuition og tro på sine drømme, uanset om de er objektivt fornuftige eller ej. Det er fornuft for mig.

Når det er sagt, så er jeg stadig hunderæd og det er nok også derfor det tog mig tre uger at få sendt ansøgningen afsted. For ligesom alt river i mig for at gøre det her så er der også store dele af mig som har lyst til at gå tilbage til det sikre valg. Der hvor der ikke er så meget på spil. For jeg ved jo egentlig slet ikke hvad jeg går ind til, og jeg frygter så inderligt at fejle. Jeg er stadig så styret af gamle reaktionmønstre, og jeg har lyst til at stikke halen mellem benene, glemme at jeg nogensinde sagde højt hvad jeg drømte om og bare glemme det men sådan kommer det altså ikke til at forløbe denne gang. Jeg skylder mig selv at prøve dette. Og jeg skylder min lille familie det.

Så på trods af al det uvisse, alle de sene, og ikke mindst mange, arbejdstimer, det stressende miljø, at nogle vil mene at det er en mands fag og alt det andet som taler til min fornuft for ikke at gøre det, så er det eneste helt fornuftige for mig lige netop at gøre det.  At springe ud i det, og se hvad der sker. Jeg vil, for det mindste, kunne sige at jeg prøvede, at jeg lyttede til mine mavefornemmelse og reagerede på den.

Så når sensommeren sidste stråler er forsvundet, og træernes blade lige så langsomt, begynder at danse ned i flæng så trækker jeg i forklædet, og starter, med kun en lille smule erfaring, lidt selvlært finesse og en stor portion lidenskab og ikke mindst en god mavefornemmelse, som kokkeelev. Se, det er virkelig skræmmende, men så helt og igennem fornuftigt.

Bjerge af ro

Processed with VSCO with j1 preset

Bjerge af ro. Det er titlen på et digt, jeg holder så uendeligt meget af. Det er et kort digt af Cecil Bødker, og hun skriver om hvordan der nogle gange på de mest langsomme steder, er allermest larm. Når jeg læser det, får det mig altid til at tænke på hverdagen. Hvordan jeg finder roen i hverdagen selvom der intet langsomt er, ved vores hverdag herhjemme.

Fra det øjeblik vi slår øjnene op om morgenen, starter kapløbet og tiden er vores modstander. Mens den ene skifter ble, laver havregrød og brygger kaffe, går den anden i bad. Og midt i hårvasken og dampen kommer en kærlig hånd med en varm kop kaffe til syne bag badeforhænget. Kaffen nydes varm mens shampooen skylles ud. Så bliver der skiftet – som var det stafet, og mens den anden går i bad, bliver der pludret, fnist, spist og kastet med havregrød ved det store bord i spisestuen. Og et kort øjeblik, mens jeg sidder og betragter min datter sidde der med filtret morgenhår, søvn i øjenkrogen og havregrød på hagen, så står tiden stille – lige indtil tiden overhaler os, og vi må sætte i spurt.

Og vi kommer altid et kvarter for sent ud ad døren, og håret er altid stadig vådt når vi, midt i myldretiden, cykler mod vuggestuen men midt i dette kapløb, og midt i alle rutinerne, er der en ro.

Og vi bekymrer os om alt hvad der kan bekymres om. Vi bekymrer os om vores datter, vi bekymrer os om praktiske ting, regninger, fyldte kalendere, tomme kalendere. Vi bekymrer os om alle de ting vi gerne vil, men ikke kan nå, og alligevel – midt i alle bekymringerne – er der en ro.

Jeg sidder sjældent ned, min varme kaffe indtages i badet eller glemmes helt i vindueskarmen. Der er altid noget der skal gøres, noget der skal tørres, eller ryddes op. Jeg er evigt bagud med opvask og tøjvask, og jeg har ikke skænket forårsrengøring en eneste tanke selvom det snart er sommer. Der er altid noget der skal laves, noget der skal bruges men ikke haves, og der er altid nogen som skal ses, kysses og krammes.

Men jeg har aldrig følt mig roligere. Det er som bjerge af ro.

Det er kærlighedens skyld.

Pigen med de røde gummistøvler

Processed with VSCO with j6 preset

Som barn var jeg lidt af en drømmer. Man fandt mig tit stirrende ud i ingenting. De andre børn grinte ofte af mig når læreren oppe fra tavlen gang på gang forgæves prøvede at komme igennem til mig: Freja? Freja? Er du mon hos os, Freja? Og med et sæt kom jeg tilbage til omverdenen. Og de grinte og grinte.

Mine legekammeraters forældre syntes at jeg var lidt underlig. Sød men sær. En dag kom min bedste legekammerats mor forbi, midt i aftensmaden, med en gave til mig. Det var en kjole og et par lyserøde sko med sløjfer. Hun troede nemlig ikke at mine forældre havde pengene til at klæde mig ordentlig på. Sandheden var at jeg, hver eneste morgen, insisterede på at have de samme slidte bukser på og meget vigtigere: mine røde gummistøvler. Jeg elskede mine røde gummistøvler, og efter mange lange forsøg fik jeg til sidst overbevist min mor om at der jo i teorien var risiko for regn hver eneste dag.

Jeg talte i søvne, grinte i søvne, gik i søvne, tog mine røde gummistøvler på i søvne, og gik ud ad hoveddøren i søvne. I mine drømme kunne jeg hvad som helst. Jeg var en popstjerne, en prinsesse, en poet, en astronaut, eventyrer, skuespiller, sælger og statsminister. I virkeligheden var jeg både genert og indadvendt, og jeg snakkede aldrig særligt meget – slet ikke om mine drømme.

Jeg drømmer stadig, og jeg har nok altid gjort det men noget gik galt, og jeg er ikke helt sikker hvornår og hvordan – et sted i mellem en stor bunke usikkerhed og en gennemsyrende frygt for at fejle.

I mine sidste folkeskoleår, bliver jeg kontaktet af en kvinde. Hun var direktør hos et større modelbureau. Jeg siger nej med det samme, og siger ikke et ord til mine forældre – siger bare nej helt uden tøven selvom det hele tiden havde været det jeg ønskede – at nogen ville se mig. Men jeg turde ikke, jeg turde ikke bevæge mig ud på ukendt farvand, så jeg fortsatte med det jeg var god til – at gå i skole, få gode karakterer og gøre mine forældre stolte.

Sådan fortsætter jeg videre til gymnasiet, og derfra videre på en videregående uddannelse. Ingen slinger i valsen, bare lige ud. Og en gang i mellem sker det, at jeg begynder at drømme igen men jeg skubber det hurtigt væk for til sidst helt at glemme hvad jeg nogensinde drømte om.

Der skulle et barn til at finde drømmeren frem i mig igen, til at finde den lille pige i de røde gummistøvler frem i mig.

Da jeg kommer tilbage til studiet efter min barsel føles det med et forkert. For det har været noget af det mest fantastiske ved at blive mor. At jeg på en og samme tid, sætter mig selv i anden række fordi min datter er blevet mit omdrejningspunkt – det altafgørende element for alle mine valg, og af netop denne grund tager jeg samtidigt mig selv og mit eget velvære mere alvorligt end nogensinde før – fordi jeg vil være den bedste udgave af mig selv og ikke mindst, en god rollemodel for min datter.  Sådan en slags rollemodel som for det mindste stoppede op og lyttede til sine drømme. Så jeg stoppede op og stoppede på mit studie – for at lytte til mine drømme selvom jeg ikke havde nogen anelse om hvad de var, jeg vidste blot hvad de ikke var. Jeg er ikke blevet meget klogere siden. Men så dog alligevel en lille smule, og vigtigst af alt, så er jeg blevet en bedre udgave af mig selv. En, som tør drømme.

At lære sig selv at kende på ny

Jeg har trukket stikket. Sat min uddannelse på hold og ryddet kalenderen. For at tage en dag af gangen for en tid. For at lære mig selv at kende igen.

Der har været blandende reaktioner. Nogle frygter, at jeg har givet op, mistet mine ambitioner, at jeg har trukket mig for aldrig at komme tilbage igen.  Andre går og venter på mit næste store move, tænker at jeg må være på færden af noget stort, siden jeg bare sådan siger stop. Og så er der nogle, der simpelthen bare forstår mit valg og andre, der slet ikke gør.

Da jeg kom tilbage til studiet efter min barsel for nogle måneder siden, mærkede jeg noget, som man i mangel på bedre kan kalde en identitetskrise. Mens min verden var blevet vendt op og ned det sidste års tid, så var hverdagen, som jeg kendte den, fortsat – uden mig. Og da vi skulle mødes igen, var det som om vi ikke længere passede sammen. Altså hverdagen og jeg. Det føltes utrygt, ligegyldigt, uoverskueligt, og lige meget hvor ivrigt jeg prøvede at få det til at fungere, kunne jeg slet ikke finde mig selv i det.

Jeg slog mig selv oven i hovedet, beskyldte min hjerne for ikke at virke længere. Jeg var både ked af det og frustreret over ikke længere at kunne finde ud af det, jeg var god til engang.

Så slog det mig, at jeg er forandret. At blive kæreste med Jonas og at blive mor til Frigg har forandret mig. Fra jeg mødte Jonas på et værtshus på Nørrebro til Frigg blev født juleaften på Hvidovre Hospital gik der præcist 361 dage – lige under et år. Det var det vildeste, mest fantastiske år, men hold nu op, hvor gik det hele stærkt. Og så et år på barsel med Frigg, det her helt fantastiske lille menneske, som slet ikke ville sove eller stoppe med at græde, og jeg viede hele mit liv til Friggs søvn og velbefindende, som man jo gør som mor, men glemte mig selv fuldstændigt. Jeg glemte at tænke på mig selv, jeg glemte at snakke om mig selv, jeg glemte at mærke mig selv, og det gik faktisk først op for, mig da jeg sad tilbage på studiet blandt mennesker igen, og jeg spurgte mig selv ”hvem fanden er jeg egentlig?”

Så jeg har altså trukket stikket. For at finde tilbage til mig selv, for at mærke mig selv igen, og det er altså virkelig svært – for hvor skal man begynde? Jeg har gået hjemme i godt en måned nu. Den store lettelse over at få en pause fra studiet blev meget hurtigt afløst af dårlig samvittighed. Jeg havde slet ikke regnet med at få disse tvivlsomme og negative reaktioner på mit valg, da jeg jo, efter længere overvejelser, synes at det var et ret fornuftigt valg. De første uger fik jeg dagligt, hvad der føltes som afhørende telefonopkald, om hvad jeg havde af planer for dagen, og jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg faktisk ikke skulle andet end at drikke en kop kaffe og rede Friggs seng. Ingen revolutionerende tanker eller kreative ideer. Og jeg har været så frustreret over, at jeg ikke har følt mig inspireret og fuld af ideer, og jeg har været så frustreret over, at bruge dagene på at være frustreret over ikke at føle mig inspireret og fuld af ideer, når det egentlig ikke er formålet lige nu.

Den seneste uge har jeg slukket min telefon og forsøgt at slukke for de negative tanker. Jeg er pludselig kommet i tanke om, at jeg virkelig holder af et stykke ristet rugbrød med comté, at sidde i vindueskarmen, kun at være iført t-shirt og strømpebukser, at danse rundt til David Bowies gamle hits. Og de fleste dage har jeg følt mig så uinspireret, at jeg ikke har foretaget mig andet end netop at sidde i vindueskarmen og spise rugbrød med comté. Men en gang i mellem har jeg følt mig inspireret – så inspireret, at jeg har været nødt til at skrive nogle tanker ned. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig inspireret på den måde, og jeg har følelsen af, at være ved at opdage mine lyster, interesser og drømme – nye som gamle. Og jeg ved endnu ikke hvordan min fremtid ser ud, og det stresser mig stadig en smule, ligesom det stikker lidt i mig, når folk siger ”nå, men du går bare hjemme, ikke?” Men jeg er, lige så langsomt, ved at lære mig selv at kende på ny, og det føles virkelig godt.